Hans Magnus Enzensberger. Foto: Lizette Kabré

En gestus til en stor humanist og europæer, Hans Magnus Enzensberger. Det var det mest oplagte formål med uddelingen af Sonning-prisen i går.

Men det var også en gestus til poesien og det tyske sprog, som Enzensbergers digterkunst udkommer på. Ganske symbolsk blev alle talerne i festsalen fremført netop på tysk.

Hans Magnus Enzensberger og Ralf Hemmingsen. Foto: Lizette Kabré

Min tale var ikke så langt som de andre, så den var overkommelig at fremføre – og forhåbentlig også til at forstå! Men jeg kan ikke afvise, at nogle i salen måtte spidse ører pga. den sindrige tyske syntaks. Hvorfor hedder det nu ”Die” og ikke ”Der”? Folkeskolens fordums kasserollebøjninger. Og lange bisætninger, hvor man må vente tålmodigt på verbet, som først bliver forløst til sidst.

Men hvis ikke man taler tysk på KU, hvor så? Således var der tale om en type formidling, hvis genstand ikke kun var de tilstedeværende.

At vi i Danmark er blevet fremmede over for det tyske sprog (og andre fremmedsprog), er desværre en kendsgerning.

Færre vælger tysk i folkeskolen – og det er ikke længere et obligatorisk eksamensfag. Antallet af seminariestuderende i tysk er halveret.

Før gymnasiereformen havde 6 ud af 10 af 1.g’erne tysk. Efter reformen er det 4 ud af 10.

Og her på universitetet – selve forudsætningen for fødekædens økosystem – er fagets yngelbetingelser i fare. Optaget er halveret på 10 år.

Jeg har set lignende foruroligende statistikker for andre sprogfag, herunder fransk.

Så noget må gøres. Hvis ikke på KU, hvor så?

Hilsen Ralf

PS: En kollega spurgte mig, om jeg også kunne holde en velkomsttale på andre sprog. Ja, umiddelbart nok på mit gymnasiefransk i det tilfælde, at Sarkozy kom forbi festsalen…